4. jan. 2016

Ola Bremnes: Rødbrune seil/ Knut Hamsun: Rosa

Bilde: illustrasjon av Knut Erik Harr - fra romanen Benoni av Knut Hamsun


Rødebrune seil – Ola Bremnes:

Det hendte for lenge sia
langt oppi nord et sted.
Folk gikk og venta på bygdefarjekta,
men ho va ikkje å se.

Ho skulle komme fra Bergen,
lasta med alt som går an
av rugmel, sukker, sirop og salt
i bytte førr tørrfesk og tran.

Men jekta va borte.
Nåkka va feil.
De speida forgjeves
etter rødbrune seil.


Slik er de første versene i Ola Bremnes sin tekst Rødbrune segl – her i NRK programmet Folk – fremført av 8 år gamle Isak på en midnattsolkonsert.


I romanen, som jeg skrev om i januar 2014, i innlegget
kan vi lese om Galeasen Funtus som har vært i Bergen med tørrfisk.

«OM NATTEN GIK galeasen Funtus under ute i fjorden. Det
var så mærkelig, ja som et ondt under; det lidde endda
på morgensiden og det skete under en halvtimes strid sne-
tykke; men efterpå var det atter klart og det lysnet fort væk.
Men det lå en stor storm på. Fyrvogteren hadde set fra sit
tårn slutten av katastrofen: nogen av folkene hadde berget
sig i de to små biter; men både skipper Ole Menneske og
hans kone kom bort. Fyrvogteren endte kynisk sin beretning
således: Jaja, Bramaputra hun har været livlig og godagtig i
sine dager, nu gik hun under med mand og mus!
Det var næsten ikke til å forstå. Undervandsskjær? Javel,
en lang grund, en kam. Men hvad skulde galeasen så langt
vest for? Leien gik øst for fyret. Og Funtus, den store sjøkjæmpe
- i nogen minutter stod den dirrende på skjæret, så
gled den tilbake, fyldtes med vand og forsvandt i dypet.
Da den var ved målet, ja næsten i havn!
Hartvigsen blev til å begynde med stærkt rystet: det var
kommet to mennesker bort som var i hans brød og han tapte
skib og last! Var det nu ikke også som en særskilt ødelæggelsens
hævn og skade på hans forretningskløkt? Tvi vorde det!
Og hvad i helvete skulde galeasen vestenom fyret for? Snetykke?
Javel, men bare i ilinger: fyret var jo synlig en hel
time før forliset og det var mange blanke ophold i denne
time!
Hartvigsen grubliserer over dette og sætter mig ind i det
og bander svært. Nei han Ole Menneske har ikke været nok
opsalveret, sa han. Og hvad i fan skulde han ha kvindfolk
ombord? Hartvigsen skiftet med å skylde på skipperen selv
og på Bramaputra.»

Det går bedre i Rødbrune seil – en lykkelig slutt:

Bygdas beste va med,
våkne og vante menn.
Va de forlist eller satt i arrest?
Storbåra bryt og brenn.
Ei mor går i uro og vente
på sin kjære sønn.
En far hytte handa mot en hard horisont,
og folket går sammen i bønn.

Men jekta va borte...

Håpet minka dag for dag,
ansiktan mista glød.
Det som kom te bygda nu
va den bare og bitre nød.
Bleik som et lite barnekinn,
blå som en dødsmerka munn.
Svart som selve djupe jorda
under en kistebunn.

Jekta va borte...

Et år får passere.
To år hangle av sted.
Da ser ei kone i vindusruta
et syn ho kan kjennes ved:
En båt der ute på fjorden!
Det kan ikkje være feil.
Hjertet hamre, pusten hiv:
Ser dokker, rødbrune seil!

Jekta e hjemme.
Herre min Gud.
Jesus Maria:
La det gå bud!

Så ringte de kirkeklokka.
Ringte og ropte takk.
Takka førr livet og gutan og gleden,
ringte te klokka sprakk!
Sprakk av lutter glede,
sparte sin siste lyd
te dagen da alt ble nytt igjen
og alt bare jubel og fryd

Og jekta va hjemme,
berga og heil.
Tebake fra Bergen
med rødbrune seil.


En video – tillagt der Ola Bremnes selv fremfører sangen: 


1 kommentar: